Skadestuen

 

Finn er igang med at bygge hegn til Jenny

Så har vi også fået stiftet bekendskab med det amerikanske sundhedssystem! Freyas arm var gået af led efter leg med en kammerat. Marcs arm har været af led 4 gange, så der var ikke nogen tvivl. Det var bare afsted til nærmeste skadestue for at få sat den på plads igen. Efter at have fortalt den samme historie fem gange, skrevet under her og der, kunne vi køre hjem igen med en funktionel arm. NU må der gerne komme lidt ro på!!

Stoppet af politiet

Ja, den er god nok – i går blev vi stoppet af skovpolitiet i First Landing State Park (skoven vi også var i i søndags). Det koster penge at parkere derinde og når man kører ind i parken, skal man tage en gul seddel, der skal hænges i forruden, hvorefter man så skal sende $4 ind til Park departmentet. Men jeg havde altså planer om at få et årskort til parken, da skoven er utrolig spændende og som vi vil bruge meget. Da vi var i skoven i søndags, havde det lille kontor, der udsteder årskort ved parkeringspladsen lukket og jeg tænkte, at hvis det nu også havde lukket i dag, så skulle man jo nok ikke betale her om vinteren……. (vi “glemte” at betale forleden). Men vi var ikke kommet mange meter hen af vejen, før vi hørte en sirene bag os, “Police” blev skimtet i bagspejlet og jeg måtte hellere køre ind til siden. Ups. “Om jeg ikke vidste, at det kostede penge at køre ind i skoven?????” Men jeg fik forklaret mig omkring årskortet og blev gelejdet til Park Office, der lå et helt andet sted end inde i skoven. Årskort her nu hermed tegnet for alle State Parks i Virginia. På vej ind i parken igen mødte jeg Ranger Elliot (jeg fortalte historien på Park Office og de grinede: Oh, you have met Ranger Elliot) og viftede med mit nye årskort ud af vinduet. Han grinede

Indflytning

Nu er vi endelig flyttet ind i huset. Flyttefolkene kom kl. 9 i går og kl. 15 var alt båret ind og dét vi havde bedt om, sat sammen eller pakket ud (skriveborde, sofaer etc). Nu er der så 117 flyttekasser, der skal tømmes. Der er tradition for, at nogle af de andre NATO-familier kommer og hjælper med at pakke f.eks. køkkenkasserne ud. Det var rigtig dejligt. I løbet af ingen tid var køkkenet funktionelt, mens vi kunne koncentrere os om at instruere flyttefolkene (5 hårdt arbejdende mexikanere, der snildt bar en halv sofa på ryggen) eller selv pakke ud.

Marc og Freya har indtaget deres værelser og gensynsglæden med legetøjet var/er stor.

Varme fik vi også på, så det sidste i lejligheden blev hentet og nu skal vi så bare falde på plads i huset stille og roligt.

Opfølgning på gassen

Finn fik fat på Virginia Natural Gas Company i går – mandag – og fik oprettet en account. Men de kan først komme og åbne for gassen i morgen mellem 8 og 14. Nu håber jeg godt nok, at de kommer tidligt, da der kun er 7C i huset Alle vores ting kommer også i morgen. Det bliver dejligt – og hvis temperaturen er til at holde ud, så flytter vi endelig ind i morgen

Sne, ingen gas og en punktering

Sne i Virginia – det kan lade sig gøre. Der er faktisk hundekoldt, minusgrader og vind fra nord. I går var det bare vådt og gråt i gråt. Vi var en tur omkring huset. Der finder vi ud af, at der er blevet lukket for gassen og huset er iskodt (vi skulle ellers igang med at hive gardiner ned). Vi har to gange i forgange uge ringet til Virginia Natural Gas Company for at “åbne en konto”, men det var åbentbart ikke lykkedes. Vi ringer til et nød-nummer, men hun er ret ligeglad, så længe vi ikke har en konto. Hun kunne godt se, vi var registeret, men til sidst bliver hun så træt af Finn, der hælder vand ud af ørerne og snakker for sin syge Moster, at hun smækker på med følgende salut: Thank you for calling Virginia Natural Gas Company – GOODBYE. Vi kan pænt vente med at ringe til i åbningstiden og få åbnet en konto. Nu er det sådan, at der er fridag i USA i morgen mandag (Martin Luther King Day), så nu må vi se om vi skal vente til på tirsdag, og inden der så kommer en mand ud for at åbne for gassen igen….. Nå, godt vi stadigvæk bor i lejligheden – her er da dejlig varmt.

Nå, men oveni alt det her, så finder vi også ud af, at Volvoen er punkteret. Finn har kørt et solidt søm op i venstre bagdæk i torsdags. Godt nok har bilen meldt om lavt dæktryk (ja, den kan noget – den volvo) og Finn har fyldt luft i, men dækket har ikke været flat, så vi har kørt godtroende rundt. I går da der var regn og slud, kunne vi så høre en vislen fra dækket. Den var godt nok. Hvad gør man så? Vi ringer til Volvo for at høre, om de har tid til at lappe dækket. Men de ville sende en bil ud – fornemt, tænker vi. Da vi har ventet i det kolde hus i 1 time ankommer servicebilen. Men han må ikke lappe dækket – kun skifte til reservedækket (hvem sagde mange folk i arbejde – jf. tidligere blog-indlæg?). Så det ender med, at vi får anvist nærmeste værksted. Der var det så lige den forkerte servicehal, Finn kørte ind - der ville de til at skifte olien. Men til sidst lykkedes det. Ja, ja man må jo prøve sig frem, når man vælger at bosætte sig i et nyt land.

I dag søndag har vi så været på tur. Her har været fuld sol, men som sagt koldt. Vi kørte sydpå og lige pludelig endt vi i North Carolina. Vi kom ned i et meget interessant naturreservat, som vi hel klart skal besøge, når det bliver forår.

Frokost i det kolde

100 vis af stære

 

Lidt tanker omkring trafik

Når man kommer fra minimal kørsel i Grønnedal og ellers kun er vant til Korsør og omegn, så kan det godt være sin sag at krydse den 8-sporede Virginia Beach Bouldevard uden et stoplys! Men trafikken er faktisk OK. Folk kører ikke aggresivt, giver plads og viser hensyn. Da man holder rimelig længe for rødt lys, giver det nogle huller i trafikken, hvor man har mulighed for at krydse vejene. Man må dreje til højre i alle kryds, selv om det er rødt (hvis der ellers er fri bane), hvilket gør at trafikken glider og man ikke unødigt sidder og venter. Også må man overhale indenom.

Der er stor respekt omkring skolebusser og skolezoner. Når skolebussen holder ind for at samle børn op/sætte af, stopper al trafik. Også dem i den modsatte vejbane! Ved skolerne er der specielle zoner, hvor der ved skolestart/afslutning er nedsat hastighed til 25 miles/hour. Store skilte blinker, så man ikke kan være i tvivl. Og det bliver respekteret, også hvis skolen ligger ud til en af ringvejene. På motorvejen i myldretiden er det ydereste spor kun for de biler, hvor der er to eller flere personer i. Det er specielle HOV-baner.

Alt er jo tilrettelagt efter bilkørsel herovre. På de knap to uger, vi har haft Sebringen har den allerede kørt 600 km – og det kun rundt her i Virginia Beach. Selvfølgelig giver det lidt miles på kontoen at bringe/hente ungerne i skole/preschool (7 miles hver vej to gange om dagen) + alt det anden man skal. Nå, heldigvis koster det “kun” 200 kr at fylde tanken op! Finn har ca. 20 km til arbejde, men har ind til videre kørt i Volvoen. Man skal nemlig have diverse klistermærker og kort for at køre ind på baserne med bilen og det har vi ikke lige fået ordnet for Sebringen endnu. Vi synes selv, vores to biler har rimelig store motorer i (2,7 l og 3,2 l) med godt træk i, men alligevel er det næsten altid os, der kommer sidst “ud af krydset”, når vi har holdt for rødt. Hm, måske vi bare skal trykke sømmet helt i bund……

Flyttegods og velkomstfest

Vores container er clearet i tolden, men flyttefirmaet har først tid på onsdag (23.1), så vi venter lidt endnu med at flytte ind. Her i weekenden tager vi så ned i huset og får sat hegn op, så Jenny kan løbe frit i haven og vi skal også have pillet en del yndige, indiske gardiner ned (det er et indisk par, der ejer huset). I aften – fredag – er der arrangeret velkomstfest for os hos Søren og Jette. Hele den danske koloni kommer. Vi bliver i alt 42.

Huset

Så er huset overtaget og vi G L Æ D E R os til at flytte ind. Vores container skal ankomme til havnen i Norfolk i dag og skal så lige cleares i tolden, men vi håber det går smertefrit. Den møblerede lejlighed, vi bor i pt. er nu ganske fin, men nu har vi efterhånden boet i en kuffert i 4 uger, så det bliver rart at få sine egne ting igen. Det bliver også rart for Mosegrisen, så vi bare kan lukke den ud i haven i stedet for at slæbe den op og ned til 2. etage. Hun har det i øvrigt godt. Vokser og er fræk, som en gravhund skal være.

Det går fint med ungerne i skole og preschool. Marc er blevet tilmeldt skolens Seagull Running Team. Her skal de på to måneder løbe en marathon hjemme og i skoletiden (vi har fået en log), bortset fra den sidste mil, som de sammen i Running teamet skal løbe til Shamrock Marathon 15. marts. Til samme begivenhed er Finn tilmeldt ½ marathonen.

Finn har meget at se til på kontoret. Når han har fri, skal vi have en masse ting og papirarbejde ordnet, som jeg ikke kan gøre alene og ellers prøver vi at få det hele til at gå op i en højere enhed. Alt i alt: det går godt, men der er meget og se til

Preschool og indtrædende kulturchok

Det lykkedes at finde en ordentlig preschool til Freya. De virker flinke og rare og Freya havde sin første dag  fredag. Lokalerne er nu ikke de bedste, men der er lyst og store legearealer. Og ikke mindst, støjniveauet var acceptabelt. Nu håber vi, hun bliver glad for at gå der. Hun er kommet i en gruppe på 10 børn og i alt er der 20 børn i preschool-alderen. Hun havde nu ikke sagt en lyd, men deltaget i aktiviterne og var glad, da jeg hentede hende.

Vi havde godt hørt, at det amerikanske system kunne være tungt at danse med, men……. hold da k… !!!!!! Vi har fået en fælles bankkonto med tilhørende VISA. Forleden, da vi var i NEX´en på Little Creak Amphibious Base, brugte vi VISA kortet, da deres debitsytem ikke virkede. Også burde der jo ikke være mere i det, men…… I går ringede de, for at fortælle, at vi skulle godkende vores transaktioner. OK, jeg ringer og får besked på at ringe til Military Bankin først, der så skal sende en email til VISA service! Det gør jeg så, men da det er Finns kort (som jeg sidder med i hånden), er det ham de skal snakke med, da jeg åbenbart ikke kan godkende det, selv om det (også) er min konto!! Da jeg så ville tilmelde gas, vand og el til det nye hus løb jeg igen panden mod muren. Det er kun Finn, da jeg ikke har et social security nummer. ARRGGHH

I dag lørdag har vi så brugt 6 timer på at få tilmeldt internet/telefon/TV og én mobiltlf. Ungerne var heldigvis på besøg hos nogle af de andre danske børn. Det tager bare lang tid herovre. Der skal ringes rundt. Der skal spørges hos manageren. Der skal ses pas og visum og 117 andre papirer. Men sådan er det altså. Tålmodighed er en dyd!!

Skole og preschool

 Marc startede i Thoroughgood Elementary School i mandags og det går fint. Allerede den første dag rakte han hånden op og svarede på et matematikspørgsmål, hvor svaret var 110. Modigt og et godt tegn. I et par timer om dagen får han undervisning i English as second language (ESL) og det går fint. Han går i skole fra 08.15 – 15 med kun et frikvarter, men med en times idræt hver dag.

Efter tre forsøg lykkedes det at finde en fuldtidsplads til Freya i preschool og hun skulle starte i dag. Men dér skal hun altså ikke gå. Jeg synes ikke selv, at vi er (så) sarte, men der var en helt utrolig larm. 30 unger i samme lokale fra 0-5 år delt op af små reolskillevægge. Vi var der i ca. 30 min og jeg havde ondt i ørerne 4 timer efter. Jeg fik pænt sagt, at vi havde set nok. Det kan vi ikke byde hende. Så vi har været på preschool-hunting igen i dag og fandt en der i og for sig er OK, men har også en ny aftale i morgen. De er ikke vant til børnehaver i samme omfang som i DK. Og ungerne skal bl.a. sove til middag fra 12.30 til 14.30. Tja, jeg tror nu ikke, de får Freya til at sove. Nå, fortsættelse følger……

Vind i håret

 

Vi var en tur ude og køre i vores nr. 2 bil (“konebilen”), som vi købte i går – en Chrystler Sebring Convertible. Det har været dejligt vejr i dag: sol, lidt vind og 16C, så vi kørte en tur ud til Ocean Front ved Atlanterhavskysten – ca. 10 km fra, hvor vi bor.