Archive for 1. maj 2008
Pindebrænde
Det ser voldsomt ud, når en tornado har været forbi. Hele villakvarterer i ruiner. I Suffolk er 59 huse totalskadede og et tilsvarende antal svært beskadiget. Men det er nu heller ikke så mærkeligt. Husene er ikke andet end facade og pindebrænde. På hjørnet er de ved at bygge ovenstående hus. Det har taget 4 uger indtil nu og er næsten færdigt. Fra dag til dag har vi set træskelettet blive bygget. Derefter finérplader på. Og nu er det så blevet pakket ind i plastic (dampspærre?) og et sort lag på taget. Der er ikke noget stilads eller afspærringer. Plader til taget er blevet båret op på ryggen og derefter balanceret på plads. Nu er de så ved at sætte vinduer i og næste fase er et lag mursten, der skal klaskes på. Isolering bliver der ikke gjort så meget i.
Vores hus er lige sådan. Banker man på væggene lyder det meget hult. Alt skal sættes op med specielle rawplucks ellers drætter det ud. I forbindelse med vores kloakproblemer var Finn en tur inde under huset. Her ligger rørerne bare oven på jorden på kryds og tværs sammen med airconditioning-anlægsrørerne. Men flot og stort ser det ud, men det er ikke dansk kvalitet med dobbelte mursten og hulmursisolering. Jeg er spændt på, når den første store “blæser” kommer forbi. Huset er kun 2 år gammelt og den sidste store orkan, der ramte Virginia var i 2003, så statistisk set, så skal der komme en, mens vi er her. I Grønnedal vidste vi, at husene kunne holde og var bygget til de stærke syd-oster, men her….???? Amerikanerne er dog godt organiserede. Vi har fået foldere om, hvordan vi skal forholde os i tilfælde af orkan og evakuering (bl.a. sørge for at fylde badekarrene med vand, have nødproviant og kontanter, og kunne klare at leve uden strøm i flere dage). De store indfaldsveje er også mærket med “Hurricane Evacuation route”. Nå, der er heldigvis et stykke tid til, der bliver hurricanesæson.
I dag har vi haft 23C og det var lige vejr til en tur på stranden med Jenny. Desværre havde jeg ikke kameraet med – der lå ellers et hangarskib på reden. De er altså godt nok meget store og imponerende.
Add comment 1 maj, 2008

