En dejlig forlænget weekend

Det har været super dejligt med en fire dages weekend uden nogle aftaler overhoved. Vi har selvfølgelig haft nogle ting, som vi gerne ville nå, men vi har ikke haft nogle tidspunkter at hænge i. Vi har fået slået græsset en sidste gang inden vintersæsonen, hængt julebelysning på terrassen og buske ude foran. Gelænderet ved trappen til hoveddøren er viklet ind i gran og gæssene har fået røde sløjfer på. Julehjerter og julenisser fandt vej ud af deres skjul og pynter nu i stuen, samt de små Christianfelder-stjerner med lys i fra Finns Far er kommet op og hænge. Freya kom løbende ind søndag morgen: “Mor, Mor, Julemanden har været her i nat!!! Der er pakker på julekalenderen”. Hun kan næsten ikke vente til det bliver 1. december. Vi nåede også at besøge Virginia Beach Christmas Marked, men det kan nu ikke måle sig med et danske julemarked a la Gisselfelt Slot, som vi har besøg et par gange. Det var en blandet landhandel af alt muligt. Lidt juleting var der selvfølgelig, men det er som om, de ikke rigtig gør det i nisser, æbleskiver og gløgg herovre. Der var lidt julekaniner, julemænd og snemænd, så den præst, der prædikede for nisser som djævlens yngel i JP i går, kan passende flytte til Gud eget Land, for her er ingen. Butikkerne har haft gang i deres juleafdeling i et par måneder allerede nu, men jeg synes ikke, vi er blevet bombarderet, som man bliver i Danmark med jul alle vejne fra midten af oktober. Men NU er julen sluppet ud og så jules der igennem. Fra dagen efter Thanksgiving flyder julemusikken i en lind strøm ud af samtlige radiokanaler. Vi har også haft lidt tid til at se, hvordan folk pynter deres haver op. I følge Finn er det ingenting endnu (han var her i de første 14 dage af december sidste år) og via vinduer og hos legekammerater, kan vi se, at den traditionelle amerikanske julepynt er et stort, pyntet juletræ – og gerne i plastisk.

Fredag efter Thanksgiving har sin hel egen betegnelse: Black Friday. Det er den dag på året, hvor der er den største omsætning i butikkerne. Der er super-tilbud og efter en hel dag med lukkede butikker (torsdag), går amerikanerne amok og der shoppes igennem. Vi bevægede os selv ned i Kohl for at se på nogle småting, men da der var 50 m kø ved alle kasser, fortrak vi hurtigt igen.

Vi fik lækker, grillet kalkun til Thanksgiving og skal vi ikke bare sige, at nu har vi smagt pumpkin pie…… og resten kom i skraldespanden. Lørdag aften var vi ude og spise en rigtig dejlig middag alle fire. Den fik ikke for lidt med “Shrimp Firecrackers”, salat, steak og hummerhaler. MUMS.

Den lille julepige

Adventskrans og hund

Amerikansk julehus, som jeg bare “blev nødt til” at købe

Selv grankoglerne er større i USA. Vi har gået og samlet dem i løbe af sommeren på ture rundt i kvarteret. Her hængt op sammen med røde julekugler til en 5m lang guirlande.

Der er gang i kagefigur-bagningen. Marc, Toler og Freya

Resten blev til pebernødder.

Turkey og pumpkin pie

 

..det er den traditionelle mad til Thansgiving, som amerikanerne fejrer i morgen – fjerde torsdag i november – for at takke for, hvordan de første immigranter blev budt mad og husly af indianerne. Derfor er vi lige startet på en forlænget weekend (herligt) og for at følge skikken, har vi købt kalkunbryst, der skal på grillen i morgen. Endvidere fandt jeg en pumpkin pie i det lokale bageriudsalg, for sådan en skal da smages Vi har ikke de store planer for weekenden. Vi skal bare slappe af, pynte op til jul, bage brunkager etc.

Leaf time…

…sagde vores nabo Joyce, da vi alle fire var i haven forleden dag for at samle blade sammen. Man har simpelthen et udtryk for dette blad-helvede. Ind til videre har vi (mest Finn) fået revet/samlet SYVOGTYVE (Finn siger nu, der var 37!!) sække blade sammen. Og det er ikke små sække. Og vi er ikke færdige endnu med at løbe over græsplænen første gang (for alle bladene er ikke faldet af træerne endnu). Hvorfor skal alting bare være større i USA????

Efteråret er sat ind

Det er godt nok blevet koldt og blæsende. Hele haven er fyldt med blade. Finn mente bestemt, at vi skulle ud og rive dem sammen, men efter at have revet 1% af parken, kunne han godt se, at det var lidt nytteløst, sådan som det blæste. Så det blev bilen, der blev vasket i stedet for. Ungerne var dog søde at feje vores terrasse og samle grene sammen, som de slæber af med på billedet.

Finn har været i Oberammergau i Tyskland den seneste uges tid på kursus vedrørende NATO. Han skulle egentlig have haft kurset inden vi rejste herover, men det var der bare ikke tid til sidste efterår. Så bedre sent end aldrig. Jeg har knoklet på med databehandlingen på ODU og kunne fredag fremlægge de første grafer til lab-mødet. Nedenfor er et kort over Norfolk/Virginia Beach, så I kan se, hvor vi bor og arbejder. Finn har ca. 20 km til arbejde og jeg har ca. 25 km. Jeg er nødt til at køre op forbi Finns arbejde for at komme til universitetet. Nord for er Cheasapeake Bay og øst for Atlanterhavskysten.

NATO lunch

De danske NATO-ladies: Bagerste række tv: Inger, Jette, Ida, Pernille, Rikke, Dorte, Lene. Foreste række tv: Melody, Marianne, Tine, mig og Eva.

I dag var der den månedlige SOPC luncheon. Værtsrollen går på skift mellem de 26 NATO-lande og i dag var Danmark vært. Normalt har jeg ikke noget med SOPC at gøre, da det er en klub i officerskone-regi og Finn jo tilhører mellemledergruppen, men da Danmark havde værtsrollen, var jeg inviteret med og det var nu meget hyggeligt. I alt var vi 156 NATO-ladies og gæster. Forberedelserne har stået på siden foråret og ”styregruppen” bestående af Melody, Dorte, Pernille, Inger og Lene har gjort et kæmpe stykke arebjde, der mundede ud i et meget vellykket arrangement. Det blev holdt i Princess Annes Country Club ved Ocean Front. Superflotte borde med kuvertgaver til alle. Gode taler af Ida og Pernille med powerpointshow omkring Danmark og kendetegn ved danskerne. Raffelprizes, doorprizes, tableprizes og god mad. BZ girls – det var god PR for Danmark.

Flot, festdækket bord

Veterans Day

 

Det er en hel anden kultur omkring dét at være soldat og at tjente sit land her i USA end i Danmark. De er virklig stolte af dem. Kommer der et hangarskib hjem efter et langt togt, står der flag i vejsiden med “velkommen hjem deling den og den”, “Good job” etc. Man kan mærke, at soldaterne virkelig er værdsat og hele den stolthed omkring USA, der præger den amerikanske mentalitet. Selv om det kan lyde som svulmende retorik, når en amerikansk topembedsmand råber op om “kampen for frihed”, tages det meget alvorligt af amerikanerne. De sætter virkelig deres frihed højt (som vi danskere jo nok desværre bare tager for givet) og det er ikke for ingenting, deres nationalmelodi slutter af med ordene “Land of the Free – Home of the Brave”. I skolerne bliver de opflasket med “Pledge of Allegiance”, hvor de hver morgen skal sige troskabseden, der lyder sådan her:

Jeg lover troskab overfor Amerikas Forenede Staters flag og den republik, som det repræsenterer, én nation under Gud, udelelig, med frihed og retfærdighed for alle.

Prøv lige at læs det igen: Én nation – udelelig – frihed og retfærdighed for alle.

Der bliver ikke sparret på det. Det er store ord og der kæmpes for det. Det skal selvfølgelig markeres. Derfor er dagen idag – 11. november – en national fridag, hvor man fejrer veteranerne, der har tjent i de væbnede styrker. Skolerne har lukket, Hovedkvarteret har lukket og selv på universitetet blev der holdt en lille ceremoni. Vi fik (endnu) en seddel med hjem fra skolen for et stykke tid siden, hvor vi blev bedt om at sende et foto ind af et familiemedlem eller bekendt, der havde tjent de væbnede styrker med navn, grad evt. medaljer og børnenes relation. Så hvad var mere nærlæggende end at sende følgende med…..

Den gamle veteran fra Nordatlanten på jagt efter formodede fiskeri-syndere
Royal Danish Navy, MOKS KU L. Aa. ZImmer

Student of the Month

Vi har en glad dreng, der er blevet Student of the Month for oktober. Det blev i dag fejret ved en lille cermoni på skolen. Det er anden gang, han er blevet valgt (første gang i februar) og vi er meget stolte af ham Han knokler hårdt på med det engelske og i betragtning af, at han er tosproget, får han gode karakterer og følger godt med.

Valget

Et var sikkert - der ville komme en ny præsident. Nu har 130.000.000 amerikanere været ved stemmeurnerne og med 52% af stemmerne får de deres første sorte præsident. Det var en meget følelsesladet valgnat og Obamas sejrstale trak tårer flere steder. Som en sagde: USA er i sandhed “land of the free, home of the brave” (citatet er fra slutningen af den amerkanske nationalsang). Obama og demokraterne vandt Virginia. Hel lokalt vandt McCain dog i vores valgdistrikt. Alligevel kan jeg fornemme en god stemning og folks tro på fremtiden med håbet om forandring til det bedre/noget nyt.

Ikke bare et maratonløb…

En glad løber

…. men verdens største maratonløb. Finn gennemførte på en rigtig flot tid: 3 timer, 36 minutter og 43 sekunder. Nummer 6020 sammenlagt og nummer 5072 inden for mændenes række ud af i alt 39.000 løbere. Vi fik et kort glimt af ham efter 26 km. på hjørnet af 68. st og 1. ave. Han så godt ud og løb i fin stil. Derefter krydsede vi over til Centralpark, lige før 40 km. mærket. Her var han brugt – meget brugt. Det havde været en stor oplevelse at løbe over broerne og ind i de forskellige bydele og se folk stå linet op langs boulevarderne for at heppe på en. I alt op mod 2 milioner tilskuer og en række bands spillede langs ruten. Folk vinkede og kom med opmuntrende tilråb: “Come on Denmark”, “You can do it”, “Only one mile to go”. Han kan knab nok beskrive det Bare det at løbe sammen med så mange andre og den glade stemning omkring hele løbet. En kæmpe oplevelse.

Puh, det er hårdt og det er vist ikke kun Finn, der synes det efter 40 km…..

View ned af 1. Avenue. Løbere i hobetal.

Finn med sit løbenummer foran ruten på EXPOen

New York

New York er dejlig. New York skal opleves med alle dens lyde og lugte: hylende sirener, taxier, der dytter (selv om man kan få en bøde på $350 for det), subwayens hjul, der skingrer – metal mod metal. Damp, der kommer op af riste i vejen og de små madvogne på hvert gadehjørne med hot dogs og pretzles (saltkringler). Men storbyferie og (mindre) børn passer altså bare ikke sammen. Det duer ikke at spille fandango 15 m henne af fortorvet eller kravle hen over samtlige bænke, når man er i en milionby med 8.75 milioner indbyggere og et betragteligt antal besøgende. Men når det så er sagt, så har vi forsøgt at få det bedste ud af det. 

Vi havde booket os ind på Navy Lodge på Staten Island til 1/4 af prisen af, hvad det koster at bo på Manhattan. Specielt attraktivt var det, at starten til NY Marathon gik kun 400m derfra, så det var meget let for Finn, men ulempen var, at det tog 1½ time for at komme til/fra Midtown Manhattan (som Freya for øvrigt kalder “Højhus-landet”).

Torsdagen gik med besøg og rundvisning hos Finns kollega i FN-bygningen og afhentning af løbenummer på EXPO´en. Ved 18-tiden mødtes vi med min gamle veninde Sandra tilbage fra tiden, hvor jeg var Au Pair. Det var rigtig hyggeligt at se hende igen. Vi spiste inde på et af hendes stam-steder og som Finn sagde, da vi trådte ind: “Her har vi drukket øl for 10 år siden” Vi sad ved siden af et (meget) ældre ægtepar og han var vældig interesseret i Finn og løbet. Han ville gerne have Finns navn og løbenummer, så ville han holde øje med ham og han virkede helt stolt over at have snakket med en udenlandsk løber. Sandra fortalte, at byen simpelthen “summer” her op til NY Marathon og løbet er noget “man” snakker om.

For at slutte en travl dag af skulle vi se musicalen “Mamma Mia” – et fantastisk show. Børnene sad med store øjne. Freya var meget optaget af dans og musikken, mens Marc var mere interesseret i det scenetekniske. Jeg var lidt betænkelig ved at skulle rejse hjem med ungerne sent om aftenen med subwayen/færgen til Staten Island, men det gik fint.

På forhånd havde jeg booket billetter via nettet til NY City Sightseeing tours med “Hop on/Hop Off”-busser (til en ganske fornuftig pris), så for at spare barnebenene kørte vi fredag det meste af Manhattan rundt. Vi hoppede af ved Rockefeller Center og igen på ved Time Square (hvor vi var inde i verdens største legetøjsbutik i tre etager) for at køre op til Naturhistorisk Museum. Dét var vi simpelthen nødt til at se, efter ungerne havde set “Night at the Museum”. Da jeg i 1992/93 boede herovre, havde familien årskort til museet, så jeg har tilbragt en del tid derinde med de unger, som jeg passede. Men siden da er der kommet en meget interessant dinosarous-udstilling, som hel klart er et besøg værd. Da Freya så skellettet af T-rexen, udbrød hun: “Se, der er Rexee”. Derefter hoppede vi på bussen igen og trillede op gennem Harlem og ned langs østsiden af Centralpark/5. ave. Det er en meget behagelig måde at komme rundt på. Ungerne sad oppe foran og fulgte med i det hele, man kan slappe af i benene og guiderne var generelt rigtig gode og vi fik mange interessante ting at vide. Aftensmaden blev indtaget med udsigt til Broadway i Midtown og derefter gik det hjemover.

Lørdag var en kort dag i midtbyen. Vi tog subwayen til 50. St og fangede Down Town tourbussen, der gik via Empire State Building/5. ave, Greenwich Village, SoHo. Vi hoppede af i ChinaTown, fik kæmpet os gennem gedemarkedet på Canal Street og spiste en herlig pasta-frokost i Little Italy (Finn gik jo i pastamode, så han kunne få fyldt sine depoter helt op til løbet). Derefter til Ground Zero, der var en stor byggeplads og der var som sådan ikke noget at se. Mærkeligt at tænke på, at for 10 år siden, da Finn og jeg var her sidst, gik vi rundt her mellem – og var oppe i – byens højeste huse. Man kan godt forstå, at det virkelig gjode ondt på amerikanernes stolthed i helhed og New Yorkernes i særdeleshed, da de bygninger sank i grus. Jeg snakkede lidt med Sandra om 9-11 og hun siger, hun endnu ikke har været nede og se Ground Zero. Det er simpelthen for smertefuldt.

Søndag stod i maratonens tegn. Vi fik sendt Finn afsted og tog selv færgen ind til Manhattan. Vi mødtes med Sandra og stod og heppede på alle løberne. Vi fik kun to glimt af Finn, men som før skrevet, så gennemførte han på en rigtig god tid. Vi fik fejret ham med en dejlig middag i ChinaTown. New Yorks ChinaTown har den største koncentration af kinesere uden for Kina – ca. 500.000 – og mange af dem, lever og ånder inde inden for dette lille areal i en parallelverden til det amerikanske samfund. En af tjenerne kom hen – han kunne ikke meget engelsk – og spurgte om det var en olympisk guldmedalje Finn havde på. De var ikke klar over, at der havde været maratonløb denne dag. Da Finn begyndte at fortælle om løbet, blev de meget imponerede og ville rigtig gerne snakke.

Mandag gik turen hjemover igen. Vi kørte igennem en farvesymfoni uden lige sydpå af New Jersey Turnpike: Røde, gule og orange farver krydret med stedsegrønne fyretræer. Det var sjovt at køre på tværs af breddegraderne. Efteråret er ikke nær så fremskredet her i VA Beach og vi kom hjem til behagelige 19C.