Archive for juli 2009
Rocky Mountains – here we come

Vi fik sagt farvel til Lene-familien. “Hvor er her tomt, her i huset” sagde Marc – og ja, der var både tomt og stille i går eftermiddags, da vi kom hjem. Men vi kan heldigvis se tilbage på en dejlig uge sammen med dem. De fik rigig nydt Virginia Beach med shopping, strandture og ikke mindst har vi hygget os vældigt her i huset. Vi sluttede af med et dejligt restaurantbesøg på Tripps tirsdag aften, hvor den stod på amerikanske spare ribs fra Danish Baby ribs.

Jenny er ikke helt med på, at Finn ligger i en eller anden yoga-stilling. Den vil lege. Lene kikker overbærende på.

Marc og Agnete spiller “Afrikas Stjerne”. De to har virkelig nydt hinandens selskab.
Ungerne har haft sidste dag på summer camp på Bayside Recreation Center i dag. Og jeg må sige, det har fungeret rigtig godt. Lederne har været supersøde, engagerede, kunne børnenes navne efter første dag, gode fieldtrips og ikke mindst, så blev Marc “Camper of the Week” i den første uge, de var der. I dag har de besøgt Virgnia Beach Space and Air Museum. Marc brokkede sig lidt i går med, at museer er kedelige, men i dag havde piben fået en anden lyd. Han vil gerne have, at vi skal op og se det alle sammen, så det må vi jo så….
På arbejde har jeg i denne uge knoklet med, at redde de prøver, som jeg fik hældt alt for meget syre i, inden vi rejste til Danmark. Det lykkedes – nu skal jeg bare lige have matematikken på plads.
Jenny blev hentet og er nu på ferie hos vores “Hundemor”. Vi har efterhånden fået pakket og er klar til Rocky Mountains. Vi skal meget tidlig op i morgen. Kl. 04.15 kører vores nabo Joyce os i lufthavnen. Vi glæder os og er meget spændt på, hvordan det er at bo/køre i en camper. Alt det kommer der mere om på bloggen senere
Add comment 30 juli, 2009
Ah, sommerferie

Vi hygger os rigtig med Lene-familien. Jeg har haft fri i den sidste uge, så der har været tid til at tage på stranden, shoppe, hygge og en tur i Busch Gardens (kæmpe forlystelsespark). Nu står den på arbejde de næste fire dage, derefter 16 dages USA-ferie til Rocky Mountains. Det glæder vi os rigtig meget til. Lene og Co bliver til onsdag, hvorefter turen går til New York City. Her har de lejet en lejlighed tæt på Central Park.

Aftentur i State Parken. Her Mads og Freya.

Jenny studerer Finn træne yoga

Der er et hav af vilde rutchebaner i Busch Gardens. Vi kom kl. 10 og tog hjem kl. 18. En rigtig god dag for alle med massere af spænding og vandballonkampe.

Freya og Moster Lene i svævebane

Her “Roman Rapid”. Man bliver ikke bare lidt våd hist og her. Man bliver GENNEMBLØDT! Men sjovt var det og ganske dejligt, når det nu var 30C

Fredag aften var Fam. Zimmer inviteret på clams, blue crabs and steaks hos Marc´s gode ven August.

Det var rigtig hyggeligt. Men igen – hos amerikanere bliver man ikke hængende til langt ud på aftenen. Da kl. var blevet 22.30 blev der ryddet af bordet og så var der ellers ikke lagt op til mere, så vi kørte pænt hjemaf.

Lørdag var vi alle inviteret på pool party hos vores søde naboer Debra og Kyle. Det nød ungerne. De var i poolen mere eller mindre fra kl. 16 til 20.30. Amerikanerne er gode til sammenskudsgilder. Vi havde “sides” med. Dvs. salat, kartofler, brød og en porretærte, samt vin og chips. Kl. 21.30 gik den hjemover.

Ah, sommer. 33C og en tur på Ocean Front. Det er en turistrede, men værd at opleve og der var bare superskønne bølger idag. Det var rigtig sjovt og vi var vel mere eller mindre i vandet i samtlige tre timer, vi var der.

Splash. Det var med at have godt fast i Freya. Der er mange kræfter i vandet.
Add comment 26 juli, 2009
Søster på besøg

Så er familien Berring-Uldum ankommet til en uges ferie i VA Beach efter først et par dage i Washington. Det bliver rigtig hyggeligt. Dagen i dag er gået med strandtur, shopping og afslapning.

Finn – Lenes mand – Amalie og Mads

Ah, en dejlig tur på stranden ved Chesapeake Bay
Add comment 22 juli, 2009
Så skete det igen

Ja, jeg fyldte 29 år for 8. gang
Dagen blev fejret med dejlig morgenbord og gaver. Og ja, jeg er blevet rigtig forkælet med en I-phone og en lækker taske. Finn fortalte, at den dame, der stod bag ham i køen, da han købte tasken, sagde, at “hun ville ønske, at han var hendes mand” og pigerne ved kassen var også helt færdige over, at en mand kunne finde på at købe sådan en taske til sin kone…… Ja, det er en sød og dejlig mand, jeg har
Jeg havde taget friskbagte boller med tilbehør med på arbejde. Dét var de godt nok ikke vant til. Her i USA er det meningen, at kollegaerne kommer med gaver og de følte det var helt forkert, at det var mig, der havde noget med. Det der med pålægschokolade ind i bollerne, var de nu heller ikke helt med på og selv om bollerne fortsat var lune, blev de pakket ind i køkkenrulle og en tur i microbølgeovnen…. (???) Endnu en kulturkløft mellem danskere og amerikanere
Efter et kodylt tordenvejr (jeg synes nu ellers, jeg har været meget sød det sidste års tid) i eftermiddag tog vi op på en restaurant med udsigt over Chesapeake Bay og fik en god middag alle fire. Det har været en dejlig 17. juli :-)
1 comment 17 juli, 2009
Sommer i Virginia

Ah, er der noget bedre end at sidde og spise på terrassen i 27C varme eller en aftentur langs stranden??? Ja, sommeren er kommet til Virginia. I denne uge står den dog på arbejde og ungerne er i summer camp. Desværre har Marc lagt sig syg i dag med ondt i halsen og lidt feber. De skulle ellers på en field trip til en kæmpe forlystigelsespark Kings Dominion ved Richmond. Nå, men Freya blev da afleveret kl. 7 i morges og skal først hentes kl 21.30 i aften, så det er en lang – og forhåbentlig spændende – dag for hende. Jeg har noget data arbejde, som jeg kan lave herhjemme, mens Marc passer sin seng sammen med Harry Potter-bogen.
Add comment 16 juli, 2009
Hjemme i Virginia Beach

Det er Vesterhavet, selv om det godt kunne ligne Chesapeake Bay
Ah, det er nu dejligt at være hjemme igen
Vi har haft en rigtig dejlig ferie og fået set og snakket med rigtig mange af vores dejlige familier og venner. Det har været super. Vejret har jo også været perfekt dansk sommervejr – så tid på stranden både i Korsør og ved Vesterhavet blev det også til.
Hjemrejsen gik fint. Børnene er jo nemme at rejse med. Serviceniveauet på SAS-flyveren til Washington var i top i modsætning til udrejsen og ungerne hyggede sig rigtig med film og spil i lange baner. Godt nok syntes Freya, at efter 8 timers flyvning, så gad hun ikke mere!!! Immigrationen tog heldigvis kun 20 minutter. Vi havde stillet os i kø ved US Citizens, men da vi har NATO-visa, kan vi netop gøre det. Dog skulle hende damen, der fortæller, hvilken immigrationsofficer man skal til, lige brokke sig lidt…. Baggagen blev fundet og vi gik gennem tolden. Så var det så lige, at jeg ikke havde fået et stempel fra immigrationsmanden på tolddeklarationen, så det var tilbage igen. Men de var nu meget søde og ikke lang tid efter var alt OK. United Airlines (vores forbindelsesfly til Norfolk) brillierede endnu en gang – denne gang med at sprede os ud over hele flyet. Det er altså ikke særlig smart, når man flyver med to børn – og billetterne er endda booket som børnebilletter, samt vi var på samme bookingnummer. Det lykkedes at få to billetter på samme række, da jeg henvendte mig ved skranken og så måtte jeg bede en mand om at rykke to rækker ned, så kunne vi alle sidde sammen.
Finn hentede os i lufthaven og gensynsglæden var stor, da vi kom hjem på Blackthorne til Jenny
Se opdateringer på “Familie og venner”, samt “We like…”
Add comment 12 juli, 2009
Danmarksferie 2009
Efter sporadisk adgang til internettet, hvor kun mails er blevet tjekket, er vi nu kommet til Vandborg med access 24-7 og dermed også tid til opdatering af bloggen
Vi nyder ferien i fulde drag og har heldigvis fået set en masse af vores familie og venner. Vi lagde ud i Korsør, hvor vi boede i en rigtig dejlig ferielejlighed med udsigt over havnen og en skøn have. Den kan klart anbefales, hvis en ferie til Korsør står på programmet – se link her. Marc var med i sin gamle klasse i et par dage og vi fik tilset vores lille hus på Heisesvej, der jo er lejet ud, mens vi er i USA, og mere eller mindre fik sagt hej til hele venneflokken.
Lørdag d. 27. juni skulle vi på “overlevelsestur” – min Fars 75 års fødselsdagsgave. Mine søstre, kusine og os havde inviteret på overnatning i det uvisse. Vi mødtes på shelterpladsen ved Sorø Kongskilde Friluftsgård, hvor den stod på frokst over bål og hygge. Sidst på dagen kørte vi til et sommerhus på Røsnæs, hvor telte blev stået op til 20 mand, grillet og snakket. Derefter gik turen til Sønderjylland og Finns familie og nu er vi så i Vandborg, hvor mine forældre bor.
Finn og jeg rejser videre på mandag. Finn flyver hjem til Virginia Beach, da han kun har to ugers ferie i denne omgang og jeg tager til min søster i Århus, hvor den også står på gamle skoleveninder-besøg. Ungerne bliver her i Vandborg til et par ekstra dages hygge med bedsteforældrene. Børnene og jeg afslutter med et par dage i København, inden vi skal flyve hjem næste lørdag.
Kik med på fanebladet “Familie og venner” – der er lagt en masse billeder ind. Tjek også indlægget herunder med Danmarksbilleder. Danmark er dejlig!
Add comment 2 juli, 2009
Danmarksbilleder
Vi har i løbet af ferien forsøgt at tage nogle billeder, der er repræsentative for Danmark, som vi kan vise til vores amerikanske venner og naboer. Som udenlandsdansker synes jeg, jeg lægger mærke til Danmark og danske kvaliteter på en anden måde. Man tager ikke de dejlige landskaber og danskeheden for en selvfølge, som når man bor her, men forsøger at nyde det hele i fulde drag.

Dannebrog vejrer over Dæmningen, Korsør, hvor Kasper og Maria bor. Her blev gode venner samlet i anledning af Sct. Hans aften. Bedre vejr fås ikke!!

Grillmad og fællesmik i haven

Heksen futtes af

Og der skal også synges…..

Freya hjælper Ina med at hente gæssene ind for natten. Katten i baggrunden ser lidt lækkersulten ud.

Bedstefar og Emma. Solnedgang over Sejrøbugten

Kystlinie i indre dansk farvand

Turen går mod Fyn og Jylland over Storebæltsbroen

Succulenter på rad og række. Vi besøgte Finns gamle arbejdsplads, Gartneriet i Christiansfeld, hvor han arbejdede i 10 år fra 1976 og frem.

Fjand Badeby. Her har jeg tilbragt mange gode sommerferier

På vej mod Vesterhavet

Vesterhavsstranden med de gamle bunkere og tyskere bag læskærme i vandkanten

Vindmøller….

Aftensmaden tilberedes på terrassen i Vandborg

Vandborg Kirke, hvor Freya i øvrigt er døbt.

Fællesspisning ved Bovbjerg Fyr. Dansksommervejr, danske sommersange akkompagneret af mandolin og lækker mad. Vi havde en rigtig hyggelig aften på kanten til Vesterhavet.

Solnedgang over Vesterhavet kl. 22.20. Lyse nætter er fantastiske.
Add comment 2 juli, 2009
