Archive for september 2009
Amerikanisering

Fin tegning Freya har tegnet i skolen
Ja, man bliver jo lidt påvirket af at bo her. F.eks. så går det meget bedre med i år at acceptere alle skolens ideer til donering af penge. Vi har både bestilt gavepapir (i dyre domme), hvor 50% af pengene går til skolen, betalt ekstra til PTA (skolens forældre-lærere-forening), som betaler for ungernes skoleudflugter mm. og doneret ting til skolens “silent auction”, hvor alle pengene også går til PTA. I går på vej hjem fra Yorktown, lavede jeg en indvendig overhaling. Dér syntes Hr. Zimmer, jeg var blevet lidt vel meget amerikansk. Jeg plejer at blive hvidglødende hysterisk, hvis han gør det i Danmark. Men i Danmark MÅ man ikke overhale indenom, hvorved man ikke forventer at have en bil på indersiden. Her er der ingen regler og alle gør det. Så når jeg nu alligevel skulle ligge i indersporet et par kilometer længere fremme, så kunne jeg da lige så godt køre inden om (selv om der nu fint også var plads udenom på den tresporede motorvej). Dog tænker man sig altid lige om en ekstra gang inden man overhaler en megalang lastbil indenom. Så er det bare med at trykke speederen i bund og komme forbi.
Det sidste stykke tid har Freya konsekvent svaret med et “HVA´?????” på mere eller mindre alt. Vi har været lidt bekymrede for om det er hendes ører, da hun har været syg og er i pencillinbehandling. Men hun kan fint høre, hvis man hvisker bag hende “vil du have et stykke slik”, så det er ikke fordi, hun ikke kan høre. Til gengæld er hun nu startet i skolen igen og der bliver kørt fuldt program med indlæring på amerikansk. Hun siger, hun mixer ordene sammen. Så der er altså ikke noget at sige til, hvis det engang imellem “koger over i kasketten” på hende. Vi må være tålmodige, så hun får tid til at fordøje alle de nye ting.

Ups, håret røg af forleden dag

Marc, Freya og Louise

Bæstet alias Jenny
Add comment 27 september, 2009
En festlig weekend

Weekenden startede med fredag aften et cocktail party på det danske kommandoskib Thetis, der er på flådebesøg. Det var rigtig hyggeligt og skønt med danske frikadeller
Vi fik snakket med lidt gamle kollegaer både fra Grønnedal og inspektionsskibene. Lørdag var vi først til kæmpe amerikansk optog på Ocean Front i anledning af den årlige Neptun Festival. Optoget var med diverse High Schools orkestre og dansetrupper, Miss Virginia Beach, Borgmesteren, brandbiler, sporhunde, militærorkestre – you name it. Der ud over var broadwalken spækket med kunstboder og på selve stranden var der konkurrence i sandskulpturer. Om aftenen skulle vi til dansker-kom-sammen i Yorktown, hvor vi bød velkommen til den nye danske NATO-familie, der kom i sommer. Rigtig hyggeligt og super mad. Ved vores dansker-fester, hvor vi på skift lægger hus til (vi skal holde vinterfesten 2010), står vi selv for maden. Menuen bliver bestemt på et Morgenfruemøde og så er det ellers med at melde ind, hvad man gerne vil lave. I går havde Finn bagt flütes og så havde vi stod vi også for isen. Søndag var vi lige endnu en tur på Thetis for at hilse på i sergentmessen. Det er nu lidt hyggeligt, når der sådan er besøg hjemmefra

Optog på Atlantic Avenue, Ocean Front
Add comment 27 september, 2009
Weekendtur til Outer Banks

Ah, Outer Banks (OBX) i North Carolina. Strand i lange baner. Sensommervejr med temperaturer på ca. 20-25C. Sidste efterår var vi også en weekend på OBX og vi ville gerne en tur derned igen i år. Her lidt hen på efteråret, er der ikke så mange mennesker, mens vandet fortsat er varmt og lufttemperaturen behagelig. Vi havde booket et hotel helt ude ved strandkanten, så vores værelse lå 20 m. fra vandkanten. Tættere på kommer man ikke. Vi havde en rigtig hyggelig og afslappet weekend.

Langs stranden nordpå. Der var rødt flag oppe, så svømning var forbudt pga. stærk strøm.

Marc pjasker i vandet

Der graves…

Udsigt fra værelset (i modlys)
Add comment 21 september, 2009
Regn, regn, regn
Ja, det har virkelig stået ned i stænger i denne uge. Tirsdag fik vi 100mm og omtrent det samme natten til tirsdag. Der var total kaos på vejene og selvfølgelig var det også første skoledag den dag. Jeg opgav at køre på arbejde efter 7 km. Der var vand overalt og biler stod smidt i midterrabatten og ude i siderne pga. uheld. Vi har på nuværende tidspunkt fået 240mm nedbør mere end årsgennemsnittet, så det har altså været en virkelig våd sommer.
Så er det godt, man kan få tiden til at gå indensørs. Vi har bla. gjort det første forberedelser til springbreak i april 2010. Vi vil nemlig en tur til Caribien – St. Croix. Vi har fået booket en lækker condo på et resort helt ned til stranden og vi satser på, vi får følgeskab af Faster Tove. Det bliver spændende at besøge de gamle danske kolonier. Meget mere om det senere

Kilde: www.stcroixresort.net

Kilde: www.stcroixresort.net
Skolestarten er gået fint. Dog er de lidt trætte om eftermiddagen og skal vænne sig til hverdagsrutinerne igen. Freya er dog ret træt af, at sidde ved siden af en dreng, der synger i matematiktimerne, kikker efter hende, larmer og siger, hun laver det forkert. Han har også allerede fået en blå anmærkning – dvs. lige inden rød, hvor man ikke får “Friday Treat” og ens forældre får en seddel om, at der er “et problem”. Endvidere er han skyld i, at deres bord hele tiden er det sidste, der får lov til noget. Freya er selvfølgelig pligtopfyldelsen selv – hun går meget op i skolen!!
For Marcs vedkommende, er det nok mere den ene forælder, der er problemet. Vi skal HVER DAG skrive i hans lektiebog, at vi har set, hvad han har for af lektier. Hvilket jeg synes er overordentlig meget spild af tid og unødvendig bureaukrati og proklamerede, at det gad jeg ikke – hvilket knægten så fortalte til sin nye lærerinde!!! Han fik så at vide, at hun ville skrive en mail til mig…… hvilket hun dog ikke har gjort endnu :-/
Det går godt på arbejde. Jeg har lige haft to lange dage, hvor jeg har analyseret prøver fra GEOtraces-togtet i maj. Nu nyder vi weekenden. I går sluttede vi af med sommerens sidste Happy Hour hos vores naboer. Det var ret hyggeligt. Vejret har været dejligt med temperaturer omkring 25C og en del sol.
Add comment 12 september, 2009
Forlænget weekend

Vi har haft dejlig forlænget weekend med fri i dag – mandag, hvor det er Laborday. Vi har primært hygget os hjemme med diverse huslige sysler, shopping, happy hour i fredags, legekammerater, lidt god mad på grillen etc. I går var vi en tur i Jamestown, ca. en times kørsel nordvest for os. Jamestown Settlement er et lille, fint museum med massere af “hands on”-udstillinger om de første englændere, der kom til Amerika for at slå sig ned og oprettelsen af en koloni i 1607, deres møde med indianerne, hvordan de levede og boede i deres fort. Der er både en indendørs afdeling med introduktionsfilm (vældig god), mange museumsgenstande og informative plancher. Udenfor er der bygget en kopi af det første fort med ring(træ)mur, kirke, forrådskammer, beboelse. Der ud over en indianer landsby og nede i havnen ligger rekonstruktioner af de første tre engelske skibe. Vi havde en dejlig eftermiddag.
I morgen begynder skolen. Freya GLÆDER sig, Marc er knap så begejstret, men det er ok at skulle starte igen.

Freya står på sejlruten til USA

Marc maler majsmel i indianerlandsbyen

Her kan man sove blødt og varmt

Vi tog en lille færge over Jamesriver på vej hjem.

Første rokketand er tabt og heldigvis fandt tandfeen hele vejen til USA og byttede tanden for en $

Det er lang tid siden, der har været et billede af Jenny. Hun har det godt
Add comment 7 september, 2009
Liv på Campus
Så er de studerende kommet tilbage på ODU. Der er mennesker overalt og parkeringskaos er begyndt. Nu er jeg jo så heldig at være “Staff” og vi har et parkeringshus helt for os selv, tæt på bygningen, som jeg arbejder i, hvor der altid er god plads
Her i de sidste par dage, har der været P-vagt ved indkørslen for at sikre, at ingen uden gyldig pas, kan snige sig derind. Både Brandon, Laura og Kerby i lab er startet med kurser og knokler med artikler og læsebøger + de arbejder med de forskellige projekter i lab. I USA er der jo ikke frie uddannelser, som i Danmark. Man kan få et scholarship med alt eller delvist betalt (f.eks. har ODU flere forskellige sportshold – basket, football, baseball, hvor spillerne har scholarships), selv betale eller gøre som mange på ODU, hvor man bliver “ansat” i et laboratorie, hvor de ud over en lille løn også får betalt deres undervisning. For det skal man lægge (mange) timer hos vedkommende professor inden for hans/hendes forskning, evt. være TA (undervisningsassistent) og bestå sine kurser med minimum B (svarer til 10) – ellers kan de risikere, at skulle betale pengene tilbage. Som de siger, man skal knokle hårdt og i mange timer for at gøre sig “fortjent” til en Master-titel. Ja, det er meget anderledes end i Danmark: Hvis du har evnerne, har du også mulighederne.

Ja, Freya blev i går Camper of the Week i summer camp. Hun var vældig stolt og mente bestemt, hun havde fortjent en dollar, så det fik hun så. Marc fik en første plads i en LEGO-konkurrence – også i summer camp. Nu er der kun en uge tilbage, så starter skolen igen. Så er den sommer gået.
Add comment 1 september, 2009
