Archive for november 2009

Zimmers gæstebud

Lørdag aften havde vi inviteret gæster: Per & Laila med unger, Melody & Tom med unger, samt Melodys forældre Stan & Carole.  Nu hvor vi har haft nogle fridage, har der jo også været lidt tid til at forberede og lave mad. Jeg var i gang allerede fredag. Jeg synes, det er hyggeligt at gå og nusse om en god menu, når man har tid til det. Vi fik: tunmousse med friskbagt brød og en lille skive citron, marineret oksekød med sesam og kylling marineret i chilesause på grillspyd, dertil grillede lime, ovnkartofler, grøn salat, agurkesalsa, hvidløgsdressing og brød og til dessert havregrynskager lagt sammen med chokolademousse og hindbærkompot til. Der blev spist godt til og vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor snakken gik. Melodys far er en vaskeægte texaner, meget hyggelig og lun. I dag har vi fået den mest søde mail fra Melodys forældre. Den er lidt for personlig til at ligge her på nettet, men kan ses ved selvsyn i VA Beach :-)

Søndag er gået med at  julepynte huset. Så NU er vi klar til december måned. Her til aften er Finn og Marc i Hampton Colleseum med et par af de andre danske fædre+sønner for at se wrestling. Det har været en rigtig god Thansgiving weekend. I morgen kalder hverdagen igen med skole og arbejde.

Add comment 29 november, 2009

Ishockey

Det er skønt med sådan en lille miniferie. Vi havde egentlig snakket om at tage på tur, nu hvor der er sammenhængende fridage, men da vi næsten lige har været i Charlotte, besluttede vi at blive hjemme og bare hygge og slappe af. Finn sad med lokalsprøjten fredag morgen og så at det lokale ishockeyhold skulle spille om aftenen. Så vi var en tur i Norfolk (15 km herfra) i går aftes og så Norfolk Admirals mod Albany Silver Rats (fra New York State). Der var både drama, slåskamp og spænding. Hjemmeholdet vandt på et Sudden Death-mål i den 5 minutters forlængede spilletid. I alt 4-3.

Add comment 28 november, 2009

Happy ThanksTurkey

Sidste torsdag i november er Thanksgiving. Det er en helligdag amerikanerne går meget op i og flere kan bedre li´ Thanksgiving end jul, da det ikke er kommicielt (ingen gaver), men kun drejer sig om god mad og hygge med familien. Vi var inviteret over til vores søde naboer Debra og Kyle. Kyles Mor og kærste var der også. Debra havde kokkereret i to dage og der manglede ikke noget. Vi fik den traditionelle Thansgiving mad - kalkun og pumpkin pie med diverse tilbehør. Mums.

Thanksgiving er også “Christmas kick off” i følge amerikanerne. Nu skal der gøres klar til jul. Så efter den dejlige mad blev vi bænket inde i stuen og så skulle vi se “The Christmas Vacation” (Fars fede Juleferie). Så nu er vi klar til jul :-)

Add comment 28 november, 2009

To en halv dollar

Forleden dag fik vi en opkrævning på $2½. Da vi var afsted på sommerferie kørte vi i RV´en på en betalingvej i Denver, Colorado. Der var bare ingen steder, hvor vi kunne betale. Betalingsboderne var lukkede, så vi kørte glad afsted. Men det kom der så en regning på via udlejningsfirmaet forleden dag. Prøv at tænke sig, hvor meget det koster i administration?? Vi betalte selvfølgelig ….. med en check……. ;-)

Add comment 28 november, 2009

Honor Roll

Vi har en meget dygtig dreng, der har opnået Honor Roll. Der er nemlig lige kommet skoleårets første kvartals Report Card hjem. Flotte karakterer og god opførsel. Vi er meget stolte af ham. Se, hvad hans lærerinde skriver og underskrevet af skoledirektøren:

Freya klarer sig også godt og opfylder 1. klasses niveau.

Add comment 23 november, 2009

Freyas udviklingsteori

Add comment 20 november, 2009

Freyas lille tegneserie

Add comment 18 november, 2009

En dejlig weekend i Charlotte, NC

 

 

En stor sportsgren i USA er Amerikansk Football, hvor national ligaen hedder NFL. Sådan en kamp ville vi gerne ind og se. Nærmeste hold er Redskins i Washington DC eller Carolina Panthers i Charlotte, North Carolina. Finn fik billetter via nettet og sammen med Thinggaard-Larsen familien kørte vi en tur til Charlotte.

Vi var nødt til at vente på, at Shore Drive blev åbnet igen efter morgenens forhøjede tidevandstand, før vi kunne aflevere Jenny hos Sven, Diana og Ryan. Vi kørte mod sydvest i resterne af stormvejret med overskyet og småregn. Landskabet var rigtig glædt i rød-gule-orange efterårsfarver, spættet med snehvide bomuldsmarker. Vi ankom Charlotte kl. 20 efter 500km kørsel. Lørdagen brugte vi på at se byen. Charlotte er det næststørste finanscentrum i USA (efter New York) og byen bærer præg af penge – mange penge med højhuse i stål, glas og granit, pladser og springvand. Vi kunne går rundt i den ene kæmpe bankbygning efter den anden, forbundet med “skywalks” – gangbroer. Det var en lidt speciel oplevelse. Selve centrum er dog ikke så stor, kun bygget op omkring få krydsende gader. Vi var også en tur i Discovery Place – et Experimentarium i miniformat – med god underholdning for ungerne.

Søren, Jette og unger ankom sidst på eftermiddagen lørdag og efter en kold øl på værelset, gik vi ned i byen, hvor vi spiste aftensmad på en fortorvsrestaurant. Ja, tænk man kan spise udenfor midt i november!!

Søndag skulle slaget stå mellem Carolina Panthers og “lokal”-rivalerne Atlanta Falcons. Stadion var kæmpestort. Det kan rumme 70.000 tilskuere og der var mere eller mindre udsolgt. Vi havde fået billetter på anden bagerste række, så vi skulle godt nok højt op. Vi gik derned i god tid, så vi kunne nå at få stemningen med. Det er jo en kæmpe fest og folk mødes inden og griller og hygger på de omkringliggende parkeringspladser. Fans´ne sad blandet. Ingen optræk til ballade, kun hygge og god stemning.

Panthers vandt 28-19 over Falcons på bl.a. fire touchdowns. Ikke at vi har helt fat på reglerne endnu, men det var sjovt at se kampen og alt det gøjl, der hørte med. Der er jo mange (reklame)pauser i kampen, men så danser chearleaders, der er lodtrækning, hilsner fra lokale militære udsendte etc. En god oplevelse rigere, kørte vi hjem mod Virginia Beach med ankomst over midnat.

Bank of America´s hovedsæde spejler sig i BB&T-bygningen

Skywalks forbinder de store bygninger. Man skulle jo nødig bevæge sig udenfor og blive våd

God underholdning i Discovery Place

Flotte efterårsfarver. Udsigt fra hotelværelset.

Bank of America Stadium – Carolina Panthers hjemmebane

Uh, vi sad højt oppe. Sektion 5, række 33. Vi havde dog fint udsyn.

Det er stort!!!

Hjemmeholdet løber på banen i røg og damp. Inden da en lille bøn, hilsner til militæret i Irak og Afghanistan og selvfølgelig nationalsang

1 comment 17 november, 2009

Nor’Easter II

 

FoerEfter

En anden nabos træ har også fået et knæk…..

Add comment 13 november, 2009

Nor´Beaster 2009

DSC04403

Stormen er nu på 3. dag. Ungerne er ret begejstrede over at skolen også har lukket i dag, så de nu har en 5-dages weekend (onsdag var national fridag). Det har regnet mellem 150 og 200 mm i vores område og vindstød er blevet målt i orkanstyrke. Naboens træ er væltet. Freya kom farende ind i morges og fortalte det. Det mest utrolige er, at vi ikke har hørt det. Vi havde et kort udfald af strømmen i går aftes, men ellers ingen problemer. Hampton Roads generelt er dog hårdt plaget af oversvømmelser pga. forhøjet (tide)vandstand og 180.000 husstande er uden strøm. Vi snakkede med August´s familie i går aftes. De havde været uden strøm fra kl 17 og vandet på vejen stod knædybt og deres have var mere eller mindre en sø. Det er det værste vejr, vi har oplevet til dato. Men man må tage hatten af for, hvor effektive myndigheder og nyhedssiden er. Der bliver ikke taget nogle chancen. Der er et automatisk telefonsystem med indtalte beskeder og så bliver vi ellers ringet op hjemme, på arbejde og på mobiltelefon med f.eks. at skolen har lukket – eller at man nu vaccinerer alle ungerne mod svineinfluenza, som jo også er aktuelt for tiden. Samt vi modtager også lige en mail om det. Meterologerne på nyhedsstationerne er højtprofilerede og dagens mænd i skysovs. De er dygtige og man bliver guidet igennem hele stormen både fra studiet og ude ved brandpunkterne.

Vinden har dog aftaget i dag og vandstanden er på vej ned. Jeg synes ikke, stormen har været “ubehagelig” eller man har været utryg, modsat f.eks. de voldsomme sydoster på Grønland, hvor hele huset knirkede og bragede. Vi bor heldigvis i et område, der ligger rimelig højt og har altså ikke været plaget af oversvømmelser.

Add comment 13 november, 2009

Previous Posts


Hvem er vi?

Familien Zimmer består af Marc 10 år, Freya 7 år, Finn Lorentzen Zimmer 46 år og Louise Aastrup Zimmer 36 år. Vi har været udstationeret ved Grønlands Kommando fra 2005 til 2007. Fra januar 2008 er vi flyttet til USA, hvor Finn nu er "Paymaster" i Norfolk, VA. Louise er blogredaktør og arbejder som Research Associate på et forskningsprojekt i biogeokemi på Old Dominion University i Norfolk. Marc går i 5. klasse og Freya i 1. klasse på den lokale skole.

WX VA Beach

Nye indlæg

1356

Arkiver

 

november 2009
m ti o to f l s
« okt   dec »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30